I England er de virkelig gode til at lave forskellige tærter. De bruger dem til picnic turen eller som snack når man er på bar. Jeg har valgt at forsøge mig med de berømte Pork Pies. Jeg har aldrig smagt originalen, men jeg synes de her var super lækre. De kan også holde sig længe, fordi man putter gele ned over kødet, efter de er bagt. Kødet bliver forseglet, og det kan holde længere, da det ikke får ilt.
Fars
1 kg nakkefilet
1/4 kg bacon
1/4 kg brystflæsk
2 tsk salt
2 tsk tørret timian (eller 3 tsk frisk og hakket)
1 tsk muskatblomme (mindre hvis du bruger alm muskat)
1 tsk hvis peber
2 fed hvidløg (revet ELLER knust)
Dej
Følgende er til en stor tærte. Hvis du laver 10 små ligesom jeg, skal du gange med 2.
575 g mel
220 g vand (2,2 dl)
200 g svinefedt (smør til nød MEN svinefedt er bedst)
1 knivspids salt
1 æg til pensling
Gele
6 dl fond (helst svinefond. Ellers hønse/grøntsagsfond)
7 blade husblas.
Start med at lave farsen. Her skal man være lidt fiks med sin kniv da man skal skære en stor del af kødet ud i tern på 0,5 cm x 0,5 cm. Det gøres nemmest hvis kniven er ultra skarp. Resten skal hakkes fint i kødhakker (hvis man ikke har en kødhakker, kan man erstatte halvdelen af nakkefileten med en normal pakke hakket svinekød, og skære alt det andet i tern) Skær 700 g nakkefilet, 250 g flæsk og 250 g bacon i tern. Se evt. billederne under dette afsnit. Resten af kødet hakkes som sagt fint i kødhakkeren. Det har jeg valgt at gøre for at have lidt fars at binde med. Det er ikke alle engelske opskrifter der gør det, men jeg tror på at det hænger bedre sammen. Farsen røres sej med saltet og resten af krydderierne tilsættes. Det skal selvfølgelig smages til, og hvis man ikke er så vild med at spise rå fars (selvom baconen lokker 😀 ) så kan man lægge lidt på en tallerken i et tyndt lag og give det 30-40 sekunder i microovnen. Eller evt stege sig en delle eller to, men PAS på at det hele ikke ryger i den proces.
Jeg brugte flæsk i skiver. Det var lige hvad jeg kunne finde, og det gør det lidt nemmere når man skal skære det i tern.
Så kommer vi til selve tærte skorpen (ja lad os hellere kalde det Pie Crust 😀 )
Den kan godt være lidt tricky, alt efter hvilken metode man vælger. Dejen er rigtig nem at lave, og føles behagelig at arbejde med. Man varmer vandet op med svinefedt og saltet, til fedtet er smeltet. Derefter røre man det i melet og ælter det sammen med hænderne, mens væsken er så varm som mulig, til det ser ud som min dejklump på billedet nedenfor. Dejen skal være så varm som mulig, når man skal arbejde med den. Det er så nemt, at det slet ikke kan betale sig at hive røremaskinen frem, hvilket også ville køle den for meget ned, hvis røreskålen er af metal.
Her skal man så bestemme sig for om det skal være en stor tærte eller flere små.
Hvis man vælger den store skal man finde en springform, til at bage den i. 75% af dejen rulles ud til en tykkelse af 3-4 millimeter (som på billedet nedenfor) og lægges forsigtigt over i den smurte form. Farsen puttes i uden at blive presset for meget. Kanten pensles med lidt pisket æg. Der rulles et låg af de sidste 25% dej og det lægges lige så forsigtigt på. Knib låget lige så forsigtigt sammen med det andet dej og lav evt. et fint mønster. Lav et hul i midten. Det gøres nemmest med en tragt, da man skal bruge en tragt til at få fonden i med. Hele låget pensles med æg og tærten bages i 1 time og 30 minutter ved 180 grader. Til den er flot gylden. Tag den ud og lad den køle lidt ned.
Hvis man vælger de små tærter skal man (ud over at lave dobbelt portion dej) finde noget man kan forme dem op af. Jeg brugte mine Coca Cola glas, da de passede perfekt i størrelsen, og jeg havde nok af dem. Her skal man også tage 75% til “bund” og 25% til låg. Del de 75% i ti stykker, som hver især rulles ud i 3-4 millimeters tykkelse i en fin lille cirkel. Vend glasset på hovedet og læg dejen ned over, som vist på billedet nedenfor. Derefter lægger man det tæt ind til siderne, og skære det resterende af så det danne en fin skål. Den skal være omkring 4-5 cm høj. Det er vigtigt at dejen IKKE har nogle huller i siderne, da fonden ellers vil løbe ud når den hælles på. Glassene stilles på køl med dejen på, så det kan køle ned og blive hårdt. Om glasset vender op eller ned, er egentlig ligegyldigt. Det skal nok blive siddende. Når de er blevet hårde tager man dem ud af køleskabet og så skal de lirkes lige så forsigtigt af uden at gå i stykker. Det gøres nemmest ved at putte lidt lunt vand i glasset, og lirke dejskålen lige så stille af. Man skal dog kun gøre det ved en af gangen for hvis man bare hælder varmt vand i dem alle på en gang, når nogle af dem at smelte igen. Det er jo svinefedt, som har et meget lavt smeltepunkt. Derefter kommes de en ekstra gang i køleskabet, så de er hårde, når de skal fyldes. De puttes på bageplade og fyldes med fars, uden at det bliver presset for hårdt i. Det skal dog gerne fylde så meget som muligt, men ikke helt op til kanten. Resten af dejen når desværre at blive lidt hård men når man arbejder med den, bliver den blød igen. Det rulles ud i samme tykkelse og så kan man tage et glas med lidt større omkreds (jeg brugte et rødvinsglas) og stikke lågene ud. Der smøres rundt i kanten med lidt pisket æg og man lægger forsigtigt låget på. Det knibes sammen med bunden hele vejen rundt, og man kan folde det, så det bliver lidt pænt. Der udstikkes et hul i toppen på størrelse med bunden af en tragt. De pensles med æg over det hele og bages i 1 time ved 180 grader, til de er gyldne.
Afkøl tærten/tærterne.
Læg husblassen i vand i ti minutter, mens man lige luner fonden op til omkring kogepunktet. Hæld 6,5 dl i en kande, og smelt den opblødte husblas i den resterende 1/2 dl fond. Fonden køles lidt ned hvorefter man forsigtigt tager en tragt og hælder det i hullet/hullerne på tærten/tærterne, til der ikke kan være mere i. Der kan evt. være lidt mere i når første skvæt er sunket ned. Det gælder om at få så meget som muligt i. Derefter skal de i køleskabet til dagen efter, hvor de kan nydes med en god pint øl til frokost i det grønne. Eller til årets kamp mellem Chelsea og Liverpool 😀